IEEE 1394 bus analysator til designere af IEEE 1394 baserede bussystemer

Fra Kenwood Electronics kan Beatronic Supply nu levere en ny IEEE 1394 bus analysator, der i kombination med en logikanalysator og PC udgør en komplet test- og måleinstrumentløsning til designere af IEEE 1394 baserede serielle højhastigheds bussystemer

IEEE 1394 - også kendt som FireWire - er en relativ ny seriel højhastigheds interfacebus til opbygning af såvel professionelle som konsumerorienterede IEEE 1394 kompatible multimedia PC-systemer, der direkte kan tilsluttes op til 63 forskellige audio/video-baserede periferi enheder, som f.eks. diskdrev, CD-ROM drev, scannere, digitale kameraer, camcordere, digitale videobåndoptagere, DVD'ere, set-top boxe, digitale satellit TV-modtagere, højhastigheds modems og Internet-opkobling etc.

IEEE 1394 standarden fra 1995 understøtter både isokron og asynkron dataoverføring med serielle bushastigheder på 100, 200 og 400 Mbit/s, mens specifikationerne for højere over føringshastigheder på 1 Gbit/s og 1,2 Gbit/s er under udvikling.

Til designere af IEEE 1394 baserede bussystemer med dataoverføringshastigheder på 100 Mbit/s og 200 Mbit/s har Kenwood Electronics UK Ltd. introduceret en ny IEEE 1394 bus analysator front-end, benævnt LA-1394 FE, der i kombination med en logikanalysator (HP 16500C plus et optionelt HP 16550A state/timing analysatormodul) og en Windows 95 baseret PC'er udgør en komplet test- og måleinstrumentløsning til busovervågning, fejlfinding og hardwareanalyse af IEEE 1394 interfaces.

Kenwood Electronics nye LA-1394 FE busanalysator er forsynet med IEEE 1394 serielt input/output businterface samt frontplade LED-kontrolindikatorer for busanalyse og setup, og indeholder en IEEE 1394 bus timing monitor med signaloutput til logikanalysatoren for visning og sammenligning af link request data, fysisk-layer/link-layer data, fysisk-layer/link-layer interface state-status, systemklok og arbitrær reset gap tæller samt bus reset tæller.

LA-1394 FE har endvidere mulighed for at trigge outputsignalet fra logikanalysatoren. Instrumentet er i stand til at lagre og overføre testdata fra RAM-memory, foretage sammenligninger mellem lagrede data og inputdata samt lagring og visning af Self-ID identifikation.